Ungkarl til du dør

Ungkarl til du dør

NORDJYSKE Lev Godt-sektion, torsdag d. 6. febrauar 2003)

 Af Jannie Holm Andersen

LØRDAGSFEST: Her bliver man aldrig for gammel til dans og damer

De sidder i småklynger rundt omkring langbordene i Hjallerup Kulturcenter. Nogen sidder lidt uroligt for sig selv med en citronvand eller
en Tuborg plantet foran sig og følger de nyankomnes bevægelser med øjnene, mens andre former røgringe med læberne og småsnakker med naboen.
I den anden ende af rummet er et par midaldrende mænd ved stille et mikrofonstativ op og afprøve en stortromme.

Det er lørdag aften, og der er ungkarlefest for enlige. Nummer to i år, og 110 af klubbens nordjyske medlemmer  fra Skagen i Nord
til Hobro i Syd er mødt op ”for at få rørt benene”.
Blandt dem er Birthe Jensen fra Terndrup, hendes ”ven” Kristian ”Kesse” Thomsen fra Asaa og deres bekendte Henning Gregersen og Margit Ovesen fra Nørresundby.

Birthe og Kristian og Henning og Margit er kommet som par, men er ikke gift. Derfor kan de stadig snige sig med til Ungkarleklubbens fester for
enlige. Margit Ovesen og Henning Gregersen mødte oprindeligt hinanden i Ungkarleklubben og fandt sammen efter at have
svinget rundt i umiddelbar nærhed af hinanden til klubbens baller. De er kommet omkring en time før ballet officielt går i gang og har sat sig på fløjen.
“For her vil vi helst sidde. Herfra kan vi få overblik over dansegulvet, og følge lidt med i, hvem der danser tæt
med hvem” griner de.

I den sammenhæng tilføjer de, at det bestemt ikke er alle, der som dem, kommer i sæt.
Flere af mændene kommer for at møde damer i romantisk øjemed og omvendt, og ifølge Kristian ”Kesse” Thomsen kan man med det samme de
træder ind i krostuen eller balsalen se, hvad de har i sinde.
“Hvis de smiler sådan til siderne, så kan man se, de er ene”, siger han, og hans tre bordmakkere griner tilkendegivende og tilføjer, at så vidt de kan vurdere
er det cirka halvdelen af de fremmødte, der er på udkig efter en kommende sjæleven.

Kesse forklarer også, at man ikke skal lade sig snyde af, at flere kommer i par. For som han siger, så er mange af dem
bare gode venner. Størstedelen bruger alt krudtet på valsen og quicksteppen, men ikke Margit Ovesen og Henning Gregersen.
“Vi havde vel været til bal sammen en tre gange, inden det begyndte at ulme”, siger Margit Ovesen og ser over på sin kæreste, og tilføjer
at det bestemt ikke var noget, hun havde planlagt.
“Jeg har altid sagt, at jeg ikke skulle ha’ nogen. Jeg havde jo været alene i 13 år, og så skete det alligevel”, siger hun  med et stort smil, og ser op på Henning, som er på vej op i stående stilling, ansporet af musikken.

Tæt dans til Himmelhunden

Tomandsbandet Lindy og Peter Aldahl har lige slået takten an, og tre fjerdedele af ungkarleklubbens fremmødte medlemmer er på vej ud på
dansegulvet. Blazerjakkerne bliver slynget over stoleryggene og Himmelhunden følger efter Blue Hawai,  der afløses af Fem Røde Roser.
Et par af dem, der sidder tilbage følger de dansende par med øjnene og trommer lidt utålmodigt med fingrene i takt til musikken.

Imellem dansene, der spilles i sæt af to, bliver der tørret pander og nakker og drukket sodavand, for de fleste drikker
højst to øl i løbet af en aften, da de jo skal køre hjem. Efter en halv times tid presser en af medarrangørerne modstandskontakten til loftslamperne ned
så lyset i rummet bliver gyldent, mere blødt og sigtbarheden dårligere.
“Der er nogen, der vil så gerne at det er lidt halvmørkt,”  ulvesmiler Kesse Thomsen, inden han byder en ny dame op til dans,
og trækker ud på gulvet, der er så fyldt, at parrene ikke kan undgå at støde ind i hinandens rygge og baller undervejs.

Og der bliver danset hurtigt, og længe og grebet fastere om både hofter og damelænde. Og svedperlerne glimter på såvel de dansene herrers, høje
pander som i nakkehårene på damerne.

Først klokken 21.30 får de svedige og rødkindede medlemmer en omgang halvlegs-smørrebrød for så igen at skride ud på de glatslidte planker og fortsætte dansen indtil Klokken 01.00. For først efter fem timers næsten uafbrudt dans slutter festen og dansen, og som Birthe Jensen siger det, hvis man så ikke har fået nok, ”så må man fortsætte hjemme på køkkengulvet.”