Den tredje alder

Af Jannie Holm Andersen

Sulten flåede pludselig i Anna Holcks tarme. Det var nu, der skulle handles. Inde i spisesalen sad der en  håndfuld gamle stakler og råbte på deres plejere, andre var allerede i gang med at spise på en modbydelig støjende måde.  Hun kunne snildt øse mad op til sig selv, også på trods af, at hun var begyndt at ryste en lille smule på hænderne inden for de sidste par uger.
Kartoflerne var maddikehvide og blege som spirer, der havde ligget under en rådden springmadras i en skovbund. De havde ingen liv, ingen fylde. Det var som om, al næringen lå tilbage i det grumsede kartoffelvand et sted ude i storkøkkenet.
Det, der skulle forestille smørdampede Haricots Verts, var ét stort grågrønt pløre, og oksestegen var så tør, at den nærmest sugede den naturlige væde, hun havde i munden til sig.
Og den gulbrune fedtkant – ja, selv et  akvariefuld piratfisk måtte give op overfor den.
Hun lod kødet ligge og skovlede de udvandede grøntsager i sig, inden hun rejste sig hurtigt – så hurtigt, at hun væltede stolen bag sig. Al grynten, stønnen og smasken i spisesalen hørte op, idet  plasticstolens ryg ramte gulvet med et kort smæld.  En af beboerne drejede sit vanvittige ansigt i retning af hende. Der løb lange tråde af savl ned over hans hage og ned over den papirshagesmæk, som en eller andet havde bundet om halsen på ham.

Anna Holck hankede hurtigt op i sin lysebrune håndtaske og pressede sig vej ud af salen i retning af kontoret. Hun måtte se at få foretaget det telefonopkald.
I går havde hendes søn, med et lille smalt smil om læberne, meddelt hende, at han havde fundet nogle købere til hendes lille, hyggelige lejlighed. Hun havde ingen idé om, hvad han mente med det. Hun havde ikke sat sin lejlighed til salg. Hun havde ingen flytteplaner.

“Mor. De er gode nok. Det garanterer jeg dig. Han er ingeniør og hun arbejder som laborant på Danisco. De har en god stor indkomst, og hun har lovet mig, at staudebedene får lov til at stå, som de gør nu.”

Hun bed tænderne sammen og forsøgte at skubbe ekkoet af sønnens sakkarinsøde tonefald fra sig, imens hun møjsommeligt masede sig forbi de snøftende og gurglende skabninger, der åd, som om det var det sidste ynkelig måltid, de fik. Som om det var den eneste glæde, det eneste lyspunkt de havde i løbet af en hel dag i deres liv.  Næh, hun vidste bedre. Hun ville leve, drømme og lægge planer. Det var der ingen, der kunne forhindre hende i.

Der var deforme, hvislende og gurglende mennesker overalt. De sad i korridorer og nicher, og var alle i færd med et eller andet nyttesløst. Anna lod blikket panorere rundt. Ovre ved et rullebord, stod en ranglet mand i pyjamasbukser med nøgen overkrop. Han var i færd med at vride et stykke toastbrød med hindbærmarmelade i mindre stykker. Hver gang, han fik vredet et stykke af brødet løs, ramte han sig selv i ansigtet med håndryggen. Det så mærkværdigt ud.
Nede i bunden af gangen sad en fed kvinde med toupé og gurglede halvt opløste pillestykker ud på et voksdugsbeklædt bord. Pillerne dryppede ud af hendes halvt åbne mund. Hendes blik var rungende tomt . Anna Holck gøs ved synet. Hun skulle væk herfra hurtigst muligt.
Hun var lige ved at vrikke om på foden af begejstring, da hun fandt plejernes rygerum. Der sad fire kittelklædte kvinder derinde, som kun nødtvunget løftede blikket, da hun trådte ind til dem.  Den ene, en anæmisk kvinde i midten af fyrrerne rejste sig med et lille irriteret støn.

“Hvad nu Fru Holck. Kan de ikke finde vej til Deres værelse.  Jeg har jo fortalt Dem op til flere gange,” sagde hun og blæste resterne af sin tjæreånde ind i ansigtet på Anna Holck,
“…At det er nede i væresle 227, det foregår. ”

Plejeren greb ublidt fat i hendes ene overarm og trak hende med ned af den grå linoleumsgang. I retning af værelse 227. Den smalhoftede plejeassistent ledte hende med en medlidende hovedrysten ind på det fremmede værelse. Det lugtede surt, nærmest eddikeagtigt af industrielt vaskepulver derinde. Væggene var klinisk hvide og vindueskarmene nøgne. Hun havde på fornemmelsen, at hun havde været i rummet før, men det var og blev en fornemmelse.
Hun havde ikke andet end lige netop nået at sætte sig ned i sin vinrøde velourlænestol, der af en eller anden grund var blevet flyttet fra hendes lille, hyggelige lejlighed og herind i dette fremmede rum, inden det bankede hårdt på døren. Hun var rystet og forstyrret af hovedpinen, der var begyndt at dunke i tindingerne.

Efter et lille minuts utålmodig banken, trængte to bredskuldrede plejere ind i  hendes rum ved hjælp af en nøgle, hun ikke kendte til. Blikket i de to kvinders øjne var helt igennem udtryksløst.
Stærke og glatte latexhandsker greb fat i hendes overarme og tvang hende i retning af toilettet. En af de to greb op under hendes skørter og løsnede silkestrømperne fra deres holdere. Anna Holck kæmpede imod det bedste hun kunne.

“Vær nu lidt samarbejdsvillig Fru Holck . De ved godt, at  det er for Deres eget bedste. De tisser jo i bukserne . Det duer jo ikke, vel Fru Holck?!” Den ene af plejerne pressede hende ned på det kolde plasticwc-bræt: “De kan lige så godt vænne Dem til det.  De skal jo være her i mange, mange år endnu. ” “Om De så vil det eller ej. ” tilføjede den anden i et næsten hviskende tonefald.